Skal jeg have en Jack Russell Terrier...?
I det efterfølgende kan du se om en Jack Russell Terrier er noget for dig. Meningen er ikke at "skræmme" dig fra at vælge en JRT, men at give dig en reel mulighed for at vurdere om den nu også er noget for dig.
Forudsætningen for et godt forhold mellem hund og herre er jo, at der i overvejende grad skal være et rimeligt sammenfald mellem de forventninger du har til din kommende hund, og det som hunden nu engang repræsenterer og kan byde ind med.
Hvis du er ærlig overfor dig selv, får du et fint udbytte af gennemgangen herunder og bliver mere sikker på, at dit valg - uanset hvad det bliver - er det rigtige valg.
FAKTA om Jack Russell Terrieren:
- den er nem at "vejlede" og/eller træne - og den er rigtig glad for at arbejde
- den er oprindelig en jagthund og bruges stadig, dog mest til drivjagt efter rådyr
- den er rigtig god til sporarbejde - f.eks. Schweiss spor
- den fungerer fint som familiehund
- den vejer kun 6-7 kg., men kan godt "fylde" væsentligt mere....
- den er ekstremt hurtig som voksen
- den springer snildt uden tilløb op på havebordet!
- den fælder - ligesom alle andre hunde, dog fælder de ru og broken pelsvarianter væsentligt mindre end en glathåret
- den skal ind i mellem trimmes (flere pelsvarianter – glat, broken og ruhåret)
- den er ikke agressiv
- den er her og der og alle vegne – når ikke den lige ligger og snuer i husets bedste sofa
- den tilpasser sit aktivitetsniveau til sin familie
- den knytter sig stærkt til sin familie
- den giver og kræver uforbeholden kærlighed
- den kommer fint ud af det med andre hunde
- den kan være med familien alle vegne
- den er god sammen med heste
- den er utrolig charmerende - og den er født med den viden...
Du KAN vælge en Jack Russell Terrier hvis du:
- har sat dig lidt ind i hvad det er for en hund du har kastet din kærlighed på
- har masser af plads – også i hjertet (så går det sagtens, selvom du kun har en lille have)
- har humoristisk sans
- er til aktivitet og motion
- gider arbejde lidt med hunden (den kan både lydighedstrænes, gå spor og er til agility o.m.a.)
- er indstillet på oplevelser og et hul i haven i ny og næ.....
- prioriterer hunden på lige fod med de øvrige familiemedlemmer
- ikke glemmer at det er en hund – med en hunds behov og en hunds instinkter
- er sikker på at alle i familien er indstillet på at få en JRT
- er indstillet på at bruge den tid der skal til for at stimulere hunden – hver dag!
- accepterer at der er omkostninger ved at have hund (anskaffelse, dyrlæge, foder, pleje, forsikringer, udstyr etc.)
Du SKAL IKKE vælge en Jack Russell Terrier hvis du:
- kun har lidt plads og ikke gider gå lange ture
- ikke gider at gå ture i det hele taget
- bor i en ét-værelses på 10. sal - uden altan og elevator...
- ikke bryder dig om aktivitet
- ikke har humoristisk sans
- ikke har overskud i hverdagen til at tage dig af hunden
- ikke gider træne/motionere bare lidt med den
- kun skal have hund fordi naboen har en...
- din kone/mand/kæreste, eller alle 3, ikke bryder sig om hunde
- bliver irriteret når hunden er kontaktsøgende
- er ung og har 1000 andre ting du skal (så har du slet ikke tid til at have hund!)
- ikke vil have hunde inde i dit hus
- har allergi overfor hunde (eller nogen i din nærmeste familie har allergi)
- har små børn, måske oven i købet flere (så har du helt sikkert ikke tid til en JRT)
- ikke vil betale hvad det koster at have hund (anskaffelse, dyrlæge, foder, pleje, forsikringer, udstyr etc.)
- rejser meget eller på anden vis ikke er ret meget hjemme
Afslutningsvis anbefaler vi kun at købe Jack Russell Terriere med DKK (Dansk Kennel Klub) stambog. Hos DKK registrerede opdrættere får du den kvalitet, service og de garantier, du som hvalpekøber har krav på.