Sundhed

Hos Kennel Jackstars lægger vi vægt på korrekt exteriør, social adfærd og god mentalitet, både på vores egne hunde, men også på de hanner vi bruger i avl til vores tæver. Det skulle jo gerne munde ud i, at de hvalpe der kommer ud af det, bærer de rigtige gener videre, så vi fortsat kan genfinde et godt exteriør, en god mentalitet og en korrekt social adfærd hos hvalpene.

En anden og mindst ligeså væsentlig del af avlsarbejdet er, at sikre, at de hunde vi bruger i avl og de hvalpe vi opdrætter, er sunde og robuste. Vi er ikke interesseret i uforvarende at komme til at bringe uønskede sygdomme videre i avlen. Vi sørger derfor for, at alle hunde der er i avl hos Kennel Jackstars, og det gælder generelt også de hanner vi bruger externt i avlen på vores tæver, er undersøgt for:

* Patella Luxation (løse knæskaller)
* DNA testet og fundet fri for Primary Lens Luxation (PLL)
* Øjenlyst - ECVO attest udstedt af en specialklinik i øjensygdomme

Specifikt om PLL, har specialdyrlæge i øjensygdomme på Århus Dyrehospital, Claus Bundgaard Nielsen, skrevet en udførlig og meget faglig artikel om netop PLL.
Der er naturligvis en grund til at vi her i kennelen screener for lige netop denne sygdom, da den er invaliderende for de hunde det går ud over, og da der findes mulighed for at eliminere sygdommen, er det naturligvis det vi gør.
Artiklen kan læses lige her, hvis man gerne vil have problematikken uddybet.

Alle vores hunde er samtidig gennemvaccineret for de mest relevante sygdomme, bl.a. mod Rabies fordi vi ofte er i udlandet og udstille og så er det et krav. Alle vaccinationer vedligeholdes naturligvis kontinuerligt via vores dyrlæge. Herudover er de alle vaccineret mod kennelhoste, fordi vi i forbindelse med udstillinger er sammen med en masse andre hunde.

Når ovenstående så er sagt, så er det et faktum at Jack Russell Terrieren er en gennemsund og robust race, der ikke har problemer med sundheden. Vi undersøger og tester for ovennævnte, for at det skal blive ved med at være sådan !

Kennel Jackstars har samtidig valgt at have en fast tilknyttet dyrlæge til kennelen. Det er vigtigt i forbindelse med tilskadekomst, eller hvis der opstår komplikationer under en fødsel, vi ikke selv kan afhjælpe, at vi ved hvor vi kan gå hen for at få øjeblikkelig hjælp.
Der er også altid både hjælp og vejledning at hente, hvis vi har spørgsmål omkring sundhed vi ikke lige selv har kunnet finde svar på.

Vi er meget tilfredse med det samarbejde vi har med Holstebro Dyreklinik. Mere information om klinikken kan fås ved at trykke på knappen Dyrlæge.

Hvis der er yderlige spørgsmål omkring sundheden hos Kennel Jackstars, er man altid velkommen til at kontakte os.